|
| |
| Lisa v. Schmalensee Magnússon |
 |
Prometheus Kommunikations Forlag
prometheus@promkomm.dk
Forlagets første udgivelse udkom den 24. oktober, 2007:
Et essay om konstruktiv
kommunikation, der forsøger at indkredse vore spirituelle potentialer
gennem en forståelse af, hvorfor viljen til liv kun kan forekomme i en
dimension uden frygt og lydighed, og hvorfor liv kun kan leves levende,
hvis man tør ville livet.
Bogen er en skitse til en ny og tidssvarende
kristendomsopfattelse og et udvidet etikbegreb, i hvilket mennesket
bliver kirken i kraft af sine handlinger. Den henvender sig til ethvert
søgende og tænkende menneske, som har vanskeligheder med syndsbegrebet.
Her er
tale om en måde at fatte den dybeste mystik i kristendommen på i lyset
af såvel den nyeste hjerneforskning som lovmæssigheden i det enkelte
menneskes udvikling og evolutionens seksuelle polforvandling. Den
postulerer al tings uskyld på samme tid som den efterlyser
konfrontation med årsagerne til alt det, der forhindrer os i at kunne
leve i en fredeliggjort verden. Den peger på vor konfrontationsangst,
lydighed og følelsesmæssige slaveri som sjælelig væksthæmmer og
forsøger at udvikle en spirituel konstruktiv kommunikation, der
inddrager årsagssammenhænge i stedse større kompleksiteter, som en måde
at konfrontere sig ikke voldeligt på. Som sådan er der tale om en bog,
der dybest set er en lærebog i konstruktiv kommunikation med nye
indfaldsvinkler til fænomener som kritisk journalistik, terrorisme og
islam, abort, fri seksualitet, homoseksualitet, politisk lederskab samt
opfattelsen, at tanker skulle være toldfri.
Den er i sin yderste konsekvens et opgør med over
hundrede års modernismeforståelse og varsler via et nyt begreb, reanimation,
som er at forstå som en kognitiv opdatering af begrebet
reinkarnation, det gryende moderne romantiske menneskes komme.
Da dens tænkning imidlertid bygger på visheden
om, at enhver vej, der ikke gås i frihed, gås baglæns, konfronteres
vi med vigtigheden af et valg.
|
| |
|